Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har rejst tiltale mod to ansatte i Københavns Lufthavn i en stor heroinsag.
Den tidligere fodboldspiller Allan Olsen, der blandt andet gjorde karriere i AB, er allerede idømt 14 års fængsel i sagen.
Det blev han i juli, da han valgte at tilstå sine ugerninger, og nu har anklagemyndigheden færdiggjort anklageskriftet mod fire andre mænd.
Sagen drejer sig om indsmugling af 20 kilo heroin fra Pakistan til Danmark. Indsmuglingen blev forhindret af politiet i marts.
To ansatte ved selskabet Novia, der står bag bagagehåndtering i Københavns Lufthavn, har været indblandet i indsmuglingen og er blandt de fire tiltalte.
Det fremgår af anklageskriftet, at de to skulle udnytte deres placering til at få heroinen gennem kontrollen i lufthavnen, men stoffet blev opsnappet af politiet, inden de to fik fat i det.
Sagskomplekset indeholder også en tiltale mod en række mænd, som ifølge anklagemyndigheden har været i besiddelse af store mængder hash.
Den del af sagen udspringer også fra Allan Olsens aktiviteter i det kriminelle miljø.
Seks mænd er tiltalt i den del af sagen, der handler om hash, og den sag kommer for retten i København til marts.
Det er endnu ikke bestemt, hvornår de fire mænd, der er tiltalt for håndteringen af de 20 kilo kokain, kommer for retten.