SAS tester i disse dage et kontrolsystem, som ved hjælp af fingeraftryk sparer et tidskrævende id-tjek på indenrigsflyvninger. Det såkaldte biometriske scanningssystem bliver indført i april i Aalborg som første sted i Danmark, da byens lufthavn kun har to gates og dermed gør det nemmere at indkøre systemet.
Passagerer kommer til at afgive fingeraftryk ved check in-skranken og igen ved gaten. På den måde sikrer flyselskabet, at ingen checker bagage ind uden selv at gå om bord på flyet.
SAS mener selv, at fingeraftrykket gør det meget nemmere for passagererne.
- Det hjælper på punktligheden. I dag kan det give kø ved udgangen, fordi alle skal finde id-papirer frem. Vi håber, at det kommer til at glide bedre på denne måde, siger Søren Svendsen, stationschef hos SAS til Nordjyske.dk.
Fingeraftryk skal spare tid
Siden januar har der været lovkrav om, at flyselskaberne skal kontrollere id i form af pas eller sygesikring hos alle, der checker bagage ind på indenrigsflyvninger. Det betyder, at alle skal stå med deres id ved udgangen, da personalet ikke kan se, hvem der rejser uden bagage.
Med scanningssystemet skal hver passager placere en finger på en plade ved check-in. Dermed registreres det på billetten, om man har bagage med.
Når den køres gennem automaten ved gaten, beder den igen om fingeraftryk, mens passagerer uden bagage kan gå lige igennem.
SAS bruger allerede systemet i Sverige. Der viser erfaringerne, at omkring to ud af tusind passagerer nægter at give deres fingeraftryk. De bliver blot manuelt kontrolleret på deres id-papirer.