Besøg i træningslejre for terrorister og social omgang med terrormistænkte har kostet 72 muslimske lufthavnsarbejdere deres adgangskort til sikkerhedsområder i Charles de Gaulle-lufthavnen i det nordlige Paris.
Tidligere på året blev lufthavnens medarbejdere sat under lup for at finde huller i sikkerheden. Og de seneste måneder har flere end 100 ansatte været overvåget, skriver BBC.
Overvågningen har afsløret, at en af de ansatte med al sandsynlighed er ven med en kendt britisk bombemand, og at en anden har tætte forbindelser til en højtstående al-Qaeda-figur.
En gruppe af de mænd, der har fået frataget deres adgangskort til visse sikkerhedsområder, sagsøger nu lufthavnen.
Ifølge BBC har mange af de mistænkte medarbejdere fortsat adgang til følsomme områder i lufthavnen.