Fire mænd blev søndag tiltalt for at planlægge et rædselsvækkende angreb på den travle John F. Kennedy-lufthavn ved storbyen New York. De fire mænd, der beskrives som islamiske ekstremister, ville bombe brændstoftanke og rørledninger og på den måde sprænge hele komplekset i luftet.
»Var planerne blevet ført ud i livet, ville det have resulteret i ufattelig skade, dræbte og ødelæggelse,« siger statsanklager Roslynn Mauskopf ifølge AFP.
120.000 passagerer passerer dagligt gennem JFK-lufthavnen, og statsanklageren kalder terrorplanerne for »de mest rædselsvækkende, man kan forestille sig«.
Tre af de tiltalte i sagen er anholdt, mens den fjerde stadig er på fri fod. Og gruppen, der beskrives som et internationalt terrornetværk med medlemmer i USA, Guyana og Trinidad, er på mange måder opsigtsvækkende. Amerikanske anti-terrorstyrker anholdt fredag Russell Defreitas, der er tidligere medarbejder ved John F. Kennedy-lufthavnen. Fredag og lørdag anholdt det lokale politi i østaten Trinidad i Caribien det tidligere parlamentsmedlem i Guyana, Abdul Kadir, og Kareem Ibrahim, der stammer fra Trinidad. Den fjerde mistænkte i sagen er fra Guyana, men han menes at gemme sig i Trinidad.
Terrorplanerne blev afsløret, da den tidligere lufthavnsmedarbejder, Russell Defreitas, kom til at hyre en hemmelig amerikansk agent til at hjælpe med planerne. Han optog flere samtaler med Defreitas, der blandt andet udtalte, at terrorangrebet ville overgå selv angrebene på blandt andet World Trade Center 11. september 2001.
»Ikke engang tvillingetårnene kommer i nærheden. Dette kan ødelægge amerikansk økonomi i lang tid,« sagde han ifølge AFP.
Terrorgruppen havde ikke planlagt, hvornår angrebet skulle føres ud i livet.