Jeg er utrolig lettet og glad over, at der ikke skete mere med de personer, som var involveret i søndagens dramatiske episode i Aalborg Lufthavn. Nu er det afgørende, at Havarikommissionen får undersøgt sagen til bunds, så vi sikrer os, at det ikke sker igen.
Jeg vil gerne understrege, at flyvesikkerheden i Danmark og Skandinavien er meget høj. Det er også den konklusion, som Statsrevisorerne kom frem til i forbindelse med deres undersøgelse af Statens Luftfartsvæsens (SLV) tilsyn med dansk luftfart denne sommer. Og det er ikke tilfældigt.
SLV har et grundigt tilsyn, der baserer sig på internationale fastsatte standarder og anbefalinger. Jeg har derfor med glæde noteret mig, at Statsrevisorerne finder, at tilsynet med den civile luftfart i Danmark samlet set er tilfredsstillende.
Med hensyn til det udførte tilsyn af SAS kan jeg fuldstændig afvise, at SAS skulle have været udsat for positiv særbehandling. Tilsynet med SAS foregår naturligvis i overensstemmelse med internationale krav og retningslinjer i lighed med alle andre luftfartsselskaber. Kritikken fra Statsrevisorerne går på, at der kan ske forbedringer i dokumentationen af det tilsyn, som bliver udført, og det har jeg selvfølgelig taget til mig. SLV samarbejder nu med de øvrige skandinaviske luftfartsmyndigheder om at forbedre dokumentationen. Og der er samtidig strammet op på proceduren for SLV’s indberetninger til ministeriet.