Et amerikansk luftangreb har dræbt Islamisk Stat-lederen Jawad Khan, skriver nyhedsbureauet dpa.
Khan var gruppens kommunikationsansvarlige i Afghanistan.
Angrebet fandt angiveligt sted i provinsen Nangahar 3. juni og var rettet mod et stort militant samlingspunkt. Det skulle ifølge USA ødelægge kommunikationskanaler og skade forbindelsen til Islamisk Stats gruppe i Syrien.
- Det vil splitte Islamisk Stats netværk, bremse deres rekruttering og gøre deres internationale aktioner besværlige, siger general John Nicholson, der er leder de amerikanske styrker i Afghanistan.
USA har sammen med afghanske styrker været i kamp mod Islamisk Stat i provinsen siden januar 2015.
Amerikanerne bombede i april et tunnelsystem i Nangahar. Det dræbte ifølge det afghanske forsvarsministerium flere end 90 militante islamister.
/ritzau/