For første gang er unges spillevaner blevet undersøgt, og resultaterne er skræmmende. Undersøgelsen omfatter 10. klasses elever i Århus og er lavet af psykolog Louise Due, der er specialiseret i ludomani. Hun er rystet over tallene, der viser, at 7,6 procent af de unge er problemspillere og andre 10,8 procent er i fare for at blive det.
- Det er rigtig mange i forhold til, at man overhovedet ikke har noget, der minder om fokus på problemet, siger hun til TV2.
Tallene tyder på, at danske unge har dobbelt så stor risiko for at udvikle ludomani i forhold til andre skandinaviske lande. Samme tendens gælder også, hvis man sammenligner de unges risiko med resten af danskernes for at blive grebet af spilledjævlen.
- Socialforskningsinstituttet har tidligere lavet en undersøgelse af
spillevaner i alle aldersgrupper, og i den var 0,13 procent ludomaner.
Forekomsten af problemspillere blandt 10. klasser er altså 38 gange så
højt som hos befolkningen generelt, fortæller Louise Due til TV2.
Det bærer reklamer en stor del af skylden for, mener Jens Christian Nielsen, der er forskningsleder på Center for Ungdomsforskning. I efteråret gik centret i gang med en treårig undersøgelse af, hvad nye former for pengespil betyder for unge.
Han er ikke i tvivl om, at ludomanien blandt unge er høj.
- Måske vil det være lidt lavere for unge som helhed, men den her undersøgelse er den første, der fanger, hvor meget det i virkeligheden er. Spil er virkeligt blevet hypet, og der er ekstrem meget reklame for det, siger han til TV2.