Med tre point op til Wolfsburg er Bayern München i øjeblikket Tysklands nærmeste mesterskabsaspirant til overraskelsen fra Folkevogns-byen.
Og de sejrsvante Bayern-spillere vil gøre alt for at vinde trofæet, der ligner et vikingeskjold, som vinderen af Bundesligaen kan hæve som tegn på triumf. Især tilskuernes hetz mod cheftræner Jürgen Klinsmann har pustet til ilden i spillernes iver.
"Vinder vi ligaen, vil det også være for træneren. For selvfølgelig sårer det mig at høre tilskuerne råbe: 'Klinsmann ud'. Stod jeg på tribunerne ville jeg bestemt ikke stemme i," siger Lucio, der siden 2004 har spillet i sydtyskernes midterforsvar, ifølge ESPN Soccernet.
Der resterer seks kampe i den tyske Bundesliga, og med blot tre point mellem Wolfsburg og Bayern ligner det altså en afgørelse mellem de to hold.
Og der er umiddelbart ikke den store forskel i de to klubbers slutprogram. I næste runde skal Wolfsburg således op imod Cottbus, mens Lucio, Klinsmann og resten af gutterne fra Allianz Arena skal møde Schalke 04.
Sidste runde af årets Bundesliga byder på to nervepirrende opgør. Wolfsburg møder Werder Bremen. Bayern krydser klinger med Stuttgart.