Da Louise Wolff var 12 år blev hendes liv vendt på hovedet.

Hendes forældre blev skilt, og hendes far, der var arkitekt og havde svært ved at finde arbejde herhjemme, flyttede til Grønland.

– Da jeg var den ældste, og min mor arbejdede i København og tog afsted tidligt hver morgen, var det min opgave at stå op og få min lillebror i tøjet, give ham morgenmad og følge ham i børnehave. Det klarede jeg også fint, siger hun til ugebladet SØNDAG.

Det virkeligt svære kom, da hendes mor nogle år efter mødte en ny mand, som ikke syntes om, at der fulgte børn med i bagagen. Hun blev derfor som 12-årig nødt til at flytte ind hos sin tante og onkel på Bornholm og siden har de været hendes familie.

Ingen plads til klynk

Barndommens følelse af svigt har naturligvis farvet hende på mange måder.

– Jeg tror, det er på grund af den, at mange kan opleve mig som hård i filten. Bagefter var jeg meget ked af det i en periode. Men så tog en anden del af mig over. Jeg besluttede at vise, at jeg nok skulle klare mig alligevel. Jeg ville ikke søbe rundt i klynk og være et offer. I stedet fyldtes jeg af fremdrift og klarede mig rigtig godt i gymnasiet, siger hun til SØNDAG.

Simi Jan ramt af diagnose de færreste kender. Læs hvilken her

Selvmedlidenhed, nej tak

Det betyder, siger hun, at hun tit synes, at andre også skal videre i en fart.

– Hvis der sker noget skidt for en af mine venner, vil jeg gerne støtte og bakke op. Men jeg bliver også hurtigt sådan: ”Nåh, godt, så må vi lægge en plan for, hvad vi gør. Kender vi nogen, der kan hjælpe?” Jeg har det svært med at lade folk falde hen i selvmedlidenhed ret længe ad gangen. Sikkert fordi jeg selv ville føle, det lammede mig og fratog mig min handlekraft. I stedet vil jeg videre, have valgmuligheder og ud og påvirke tingene selv. Den metode kan jeg godt komme til at overføre til andre, som oplever den som ret barsk.

Læs også artiklen med Louise, hvor hun udtaler sig om kærlighed og parforhold på søndag.dk

Fordi andre har påpeget det karaktertræk hos hende, prøver hun at blive bedre til at stikke en finger i jorden, lytte og give folk lov til at dvæle ved det, der gør ondt.

– Men så synes jeg altså også, der skal handles bagefter. Jeg tror ikke på, at ret mange befinder sig godt ved at være offer. Hvis vi bliver for længe i den rolle, mister vi værdighed og selvrespekt og bliver forhindret i at hele vores sår, slutter Louise Wolff.

Af SØNDAG, redigeret af Louise Aarkrog, webredaktionen