Nu melder den anden af de danske playmakere på kvindelandsholdet i VM-håndbold sig i rækken af problemer.
Først måtte Lærke Møller trække sig, og nu er det Aalborg DH-spilleren Louise Mortensen, der har ondt i knæet og måske bliver nødt til at sidde over i søndagens kamp mod Frankrig.
"Hun har gennem de seneste par måneder haft lidt problemer med overbelastning og var samtidig uheldig sidst i kampen mod tyskerne at få bukket benet ind under sig, så det har givet lidt arbejde til vores sundhedsstab," siger landstræner Jan Pytlick.
"Vi skal have hende testet lige inden kampen mod Frankrig, og så tager vi en beslutning derfra," siger Jan Pytlick.
Landsholdtræneren regner til gengæld med at kunne bruge venstrebacken Pernille Larsen i fuldt omfang. Hun har lidt af problemer i baglåret, men låret er i bedring, og dermed kan hun både klare at blive brugt i forsvar og angreb.
Louise Mortensen erstattede den skadede Lærke Møller som playmaker til mødet med Tyskland lørdag og spillede en rigtig god kamp. her blev hun delt topscorer med seks mål.
Kampen mod Frankrig begynder klokken 14 dansk tid.