For et par dage siden var Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl ude med en kritik af den populære radikale politiker, Naser Khader, fordi han har taget penge for foredrag.
Men nu viser det sig, at flere medlemmer af Dansk Folkeparti på Christiansborg også tager penge for foredrag. Dermed falder kritikken til jorden, siger ekstern lektor ved Roskilde Universitetscenter, Rasmus Jönsson til metroXpress:
»Louise Frevert tager penge for at fortælle om sin forvandling fra mavedanserinde til politiker, og Jesper Langballe for foredrag om Steen Steensen Blicher,« siger han.
Naser Khader fik et honorar på 16.000 kr. for at optræde i Vejle i lørdags. Og derfor kaldte Thulesen Dahl ham grisk, fordi Khader tjener 540.000 kr. om året som folketingsmedlem.
Naser Khader svarer igen ved at påpege, at Thulesen Dahl selv lukrerer på sit dobbeltmandat som folketingsmedlem og nyvalgt anden viceborgmester i Vejle. Tilsammen giver de to poster Thulesen Dahl mindst 687.000 kroner om året.