Skrevet i samarbejde med Knud Brix, knbr@avisen, og Kaare Sørensen, kaso@avisen.dk
Dansk Folkepartis kultur-, medie- og ligestillingsordfører, Louise Frevert, melder sig med øjeblikkelig virkning ud af partiet.
Hun vil fremover være løsgænger i Folketinget.
Louise Frevert har flere gange været på kant med partiets øverste ledelse. I efteråret 2005 blev hun fjernet fra posten som uddannelsesordfører, efter at hun i en artikel på sin hjemmeside havde omtalt muslimer som kræftceller .
Hun trak efterfølgende sine udtalelser tilbage, men blev ikke desto mindre degraderet af partiledelsen.
Partiets gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, bekræfter Freverts afsked i en pressemeddelelse.
- Dansk Folkeparti har siden efteråret 2005 prøvet at give Louise Frevert en chance for at vende tilbage, efter at hun havde skabt uro om sin egen person, men de opgaver, hun har fået i gruppen, har åbenbart ikke været tilfredsstillende, og frustrationerne i samarbejdet har taget et omfang for Louise Frevert, så hun ikke længere kan se sig som medlem af Dansk Folkeparti, siger han i pressemeddelelsen.
Louise Frevert er valgt i Frederiksværk. Her havde lokalformand Ole S. Nielsen fra Frederiksværk-Hundested lokalforening intet hørt om Freverts exit, før han talte med Nyhedsavisen.
- Hun har jo undertiden været meget utilfreds - det er vist ikke nogen hemmelighed. Hun har gjort meget godt for partiet – også selvom hun er kommet med nogle mindre heldige udtalelser. Men det burde partiet kunne rumme, siger han.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fre hverken Dansk Folkepartis ledelse eller Louise Frevert selv.
DF mister mandater
For kun ti dage siden forlod Morten Messerchmidt partiets folketingsgruppe efter B.T. s historie om, at han havde sunget nazistiske sange og heilet under en frokost i Tivoli. Med Freverts udmelding har Dansk Folkeparti 22 mandater i Folketinget mod 24 efter valget i 2005. Samlet har de borgerlige partier, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, 92 mandater - mod 94 efter valget.
Frevert er uddannet balletdanser og mavedanser. Hun blev valgt til Folketinget i 2001 på Frederiksberg med 2.109 personlige stemmer og genvalgt i 2005 med 7.948 personlige stemmer.
I januar 1994 blev hun valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation og har været medlem af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget samt Ungdoms- og Uddannelsesudvalget.