Et ægtepar fra Vestjylland blev forleden lottomillionærer, da de vandt én million skattefri kroner på Lottos Millionærgaranti.
Kvinden i forholdet fik en SMS fra Danske Spil, hvor hun fik overbragt den glædelige nyhed. En nyhed, der nu luner i parrets økonomi.
- Jeg skulle meget tidligt op og tjekkede min telefon, som jeg altid gør. Da jeg først så SMS’en, troede jeg simpelthen ikke på, det var rigtigt. Så jeg loggede ind på vores konto på nettet, og der var den altså også god nok. Jeg havde en lang cykeltur til arbejdet, og jeg kan love dig for, at der blev tænkt mange tanker på den tur. Og det var også lidt svært at koncentrere sig på arbejdet, må jeg indrømme, siger kvinden, der ønsker at være anonym, i en pressemeddelelse hos Danske Spil.
Parret vil nu bruge pengene på afdrage penge, de skylder banken. Og så skal haven renoveres med nye fliser og græs, og derudover skal det vestjyske par også have nyt badeværelse og køkken.
Men hvis parrets børn forventer at få del i den store gevinst, kan de godt tro om igen, lyder det fra kvinden.
- Allerførst har vi betalt vores kassekredit ud. Og så har vi ellers lagt et budget over alle de ting, vi gerne have lavet. Vi har besluttet, at vi ikke fortæller om gevinsten til nogen. Ikke engang vores børn. De må sgu tjene deres egne penge, siger hun.