Mange danskere køber sig formentlig en lottokupon i denne uge. Førstepræmiepuljen i Eurojackpot har sneget sig op på 570 millioner kroner - den maksimale førstepræmie i det fælleseuropæiske lottospil.
Men det er småpenge i forhold til USA, hvor lottofeberen er ved at sprænge alle rammer. Førstepræmiepuljen i det landsdækkende Mega Millions er nået op på hele 750 millioner dollars. Det svarer til 4,5 milliarder kroner.
I tirsdagens trækning var ni personer meget tæt på at løbe med jackpotten på 695 millioner dollars. Alle havde de fem første numre på deres kupon, men ingen ramte tillægstallet - den såkaldte “Gold Mega Ball”.
Otte af de ni vindere kan dog se frem til en fin lille trøstepræmie i form af en gevinst på en million dollars. Den niende scorer to millioner dollars, fordi vedkommende for en ekstra dollar købte sig adgang til en multiplikator, som var gevinsten gange to.
Mega Millions er et af to store landsdækkende lottospil i USA, og tallene trækkes hver tirsdag og fredag.
Fredagens jackpot, som meget vel kan blive højere end 750 millioner dollars, bliver således den næsthøjeste i spillets historie. Rekorden stammer fra 2018, hvor førstepræmiepuljen nåede op på astronomiske 1,5 milliarder dollars. Dengang blev jackpotten vundet af en person fra South Carolina, som valgte at få udbetalt et engangsbeløb på 877 millioner dollars - eller 5,3 milliarder kroner.