En ældre herre fra Østjylland får masser af glæde og livskvalitet ud af den million kroner, som han har vundet i Lotto.
Men ikke ved at bruge den på sig selv. Han giver pengene væk i stedet.
- Jeg vil hellere dele pengene ud til børn og børnebørn, så de får dem alle sammen eller det, de nu må.
- Det giver mig meget mere end at bruge dem på mig selv, det må jeg sige. Jeg kan virkelig godt lide at se, at de får noget ud af pengene, siger den ældre mand til Danske Spil.
De fleste mennesker har nok en lang liste over ting, de kunne tænke sig at bruge gevinsten - men det gælder altså ikke for denne vinder.
- Jeg er ikke den, der bruger en masse penge på mig selv, uddyber vinderen, som tog den yderst pæne sum hjem via Lottos Millionærgaranti.
Han fortæller, at barnebarnet har købt en bil for nogle af pengene, mens de andre sparer op. Og det glæder ham:
- Arh, det er noget, jeg har det rigtigt godt med. Det er en rigtigt god fornemmelse at kunne give dem noget, endnu mens jeg selv får fornøjelsen af at se det. Det er dejligt, siger han.
Han har da også brugt penge på sig selv. Der står nemlig en ny bil og venter på ham.
- Der var lige lidt luksus til mig der, indrømmer han.
Derudover så satser han også på, at der nu er råd til at invitere noget af familien med på sommerferie.
- Jeg vil ud og opleve noget til sommer, og der er sådan en gevinst jo en kæmpe hjælp.