En kvinde fra Storkøbenhavn føler, at solen skinner på hende.
En Lottogevinst på 1.001.681 kroner har nemlig gjort hende ekstra optimistisk.
- Jeg tror, at 2023 bliver et godt år.
Sådan lyder det med tydelig glæde i stemmen fra en af de 10 Lotto-spillere, der for nyligt var med til at vinde lige over 10 millioner kroner på et klubspil i en kiosk i Dyssegård ved København.
Det blev til 1.001.681 kroner til hver.
- Man bliver jo helt glad i låget! Jeg troede først, at det var en million til deling. Jeg kunne ikke forstå det, for det virkede så uvirkeligt, fortæller hun i en pressemeddelelse og tilføjer, at hun ikke er vant til at have så mange penge.
Kvinden har valgt kun at fortælle de allernærmeste om gevinsten, og det gør egentlig en lille smule ondt på hende, fortæller hun.
- Det er jo en fantastisk historie, at jeg nu vinder en million, men jeg kan jo ikke fortælle den til nogen! Hvis du vidste, hvor mange gange, jeg har siddet og snakket med nogen om gevinsten, hvor jeg har haft lyst til at råbe "DET ER MIG!", siger hun med et grin og fortsætter.
- Du kan ikke se på mig, at jeg er millionær, for jeg har ikke tænkt mig at begynde at bruge mange penge, men jeg har brugt lidt på folk, der tidligere har hjulpet mig, siger hun og nævner, at hun både har købt nye vinduer og et nyt badeværelse til nogle af de nærmeste.