De ville egentlig helst have holdt hemmeligheden for dem selv.
Men det er svært.
Når man nu er blevet Lottomillionær og bor i en lille landsby på limfjordsøen Mors.
Her har fem børnefamilier netop vundet 22,5 millioner kroner, og lørdag aften samledes venneparrene til champagne for at fejre den store gevinst.
- Der lød vilde hyl derovrefra. De løb rundt i haven. Jeg tror ærlig talt, de har fået et chok, fortæller nabokonen Paula til en af familierne, som bor i landsbyen Bjergby til B.T.
Mange andre i byen og kolleger på fabrikken Ovtrup Døre og Vinduer, hvor tre af de fem vindere arbejder, vil også gerne fortælle om de heldige vindere og kæmpegevinsten. Og de venter stadig på Lotto-øl.
Men Lotto-vinderne selv har pressen stort ikke kunnet få i tale.
- Det skal absolut ikke ud! Lov mig det! Faktisk er vi så fast besluttede på at holde det hemmeligt, at det er lige før, vi vil give jer en is, hvis I lader være med at skrive vores navne, siger en af de vindende mænd til B.T.
De fem familier vil heller ikke ud med, om gevinsten har ændret deres fremtidsplaner.
Sammen har de i 11 år, uge efter uge, spillet på den samme, fælles Lotto-kupon. De deler gevinsten på godt 22 milllioner, så hver familie får 4,5 millioner kroner hver.