Kan I huske Lotto-Henrik? En kæk ung mand fra Hirtshals, der blev den glade vinder af knap 23 millioner kroner og hårdnakket påstod, at de mange penge ikke ville ændre ham. Epn.dk har besøgt ham knap et år efter, han vandt, og han har bestemt ikke ligget stille, hvad angår indkøb. 11 millioner er blevet brugt det seneste år.
Han har blandt andet købt en specialproduceret Ford Mustang i USA til 1,6 millioner, et par go-carts, kæmpe-fladskærme, en seng til 100.000, og så skal en ung levemand selvfølgelig også have bygget en bar i garagen. Og et jacuzzi i baghaven.
- Nu er jeg i hvert fald ved at have anskaffet de ting, jeg har brug for, siger han til epn.dk
- Jeg køber i hvert fald ikke så meget mere.
Han sagde sit job på fiskefabrikken op, da den daværende rekordgevinst var i hus og bedyrede, at han aldrig skulle arbejde mere. Og det har han holdt.
De resterende 11 millioner i banken skulle være nok til, at han kan leve af renterne, mener han, og så prøver han at blive professionel pokerspiller. Det har han indtil videre tjent 300.000 på, siger han.
Ellers lever han det søde dagdriver-liv. Står op mellem klokken elleve og tolv, spiller lidt poker på nettet og venter på, at vennerne får fri fra arbejde og skole. Kæresten står for rengøring og tøjvask - tidligere stod hans mor for det - og ellers får han lov til at passe sig selv.
- Kun er jeg træt af alle de løgne, som fyger gennem byen, om min nye kæreste, og at hun kun skulle have taget mig for pengenes skyld. Og om at jeg kørte 220 km/t på Østergade. Det kan slet ikke lade sig gøre, siger Henrik Sørensen.
Men nede ved centeret i Hirtshals gik det dog lidt for stærkt, og han måtte for nyligt op til en ny køreprøve.