Lotte Heises tidligere ægtemand, Martin Broesbøl, er omkommet i en motocrossulykke søndag den 22. september.
Det bekræfter Danmarks Motor Union overfor Se og Hør.
Martin Broesbøl mistede ifølge ugebladet herredømmet over sin motorcykel under et Endurostævne i Kolding.
Han var kendt for sin passion for adrenalin-fyldte aktiviteter.
Martin Broesbøls tvillingesønner, Joachim og Christian Broesbøl Heise, fortæller til Århus Stiftstidende, at deres far døde på den måde han ønskede - i fuld fart og omgivet af venner.
- Far elskede at have adrenalin i kroppen. Gennem årene udfordrede han sig selv med svæveflyvning, motocross, paraglidning, skiløb, sejlsport, cykling og mange andre ting. Det stod sådan set skrevet, at han måtte ende sine dage under en af sine mange aktiviteter, fortæller tvillingerne.
Den tragiske ulykke skete i et skovareal, hvor den 60-årige erhvervsmand kom på afveje og ramte et træ. Martin Broesbøl fik straks hjælp og var i første omgang ved bevidsthed.
- De fik hjelmen af far, der faktisk bekræftede, at han var ok. Men sekunder senere lukkede far øjnene, og hjertet holdt op med at slå. Han sagde et stille farvel til verden i en duft af sensommer, natur og skov. Det kunne ikke være en smukkere og mere rigtig afsked for ham, siger Joachim og Christian til avisen.
Martin Brosbøl og Lotte Heise var gift fra 1996 til 2001.