- Igen og igen hører man kedelige historier om lærere, der går ned med stress, forældre, der blander sig konstant og uafbrudt i lille Emma eller Sebastians skolegang, samtidig med deres afkom er både asocialt og forkælet i klassesammenhænge, og børn, der ”storlarmer”, er nærmere normen end undtagelsen.
Sådan skriver forfatter og foredragsholder Lotte Heise i et debatindlæg i Jyllands-Posten.
Hun mener, at folkeskolen fortsætter ud af en skæv linje, hvor støjniveauet er højt og discpilinen lav. En linje, som hendes egne børn selv oplevede, da de var i den skolepligtige alder.
Og netop disciplinen er nøglen, mener hun. Hun refererer fra en samtale med en ven, hvis barn i 3. klasse klagede over larm i klassen. Til et forældremøde blev det taget op, men samtidig hurtigt talt ned, fordi der var fundet en løsning: Høreværn.
Det har rykket sig med inklusionen, mener hun, og skriver videre, at det hverken gavner de elever, der ikke forstår konceptet skole - og derfor larmer - og selvfølgelig heller ikke de elever, man på den måde ønsker at beskytte.
I debatindlægget fortæller hun også om en samtale, hun har haft med en lærervikar, som havde flyttet uinteresserede elever til at være interesserede ved at droppe bøgerne og i stedet skrive en opgave på tavlen.
- I løbet af kort tid hentede børnene papir, regnede løs, og efterhånden udvidede han opgaven, og det endte med, at børnene forstod og lærte at gøre en ligning med en ubekendt til en ligning med to ubekendte, overkommeligt, men stadig svært, for en 4. klasse, der hader matematik - og så på kun 30 min, skriver hun.
Derfor mener Lotte Heise, at det ville kunne lade sig gøre at undervise, men det forudsætter, at dem, der larmer, ryger uden for døren, indtil de kan lære at sidde stille - eller måske får en ”sveder”, som hun selv fik, når vi havde næsen for langt fremme.