"Kære Pia og Lars, i tirsdags satte i min familie i en utrolig vanskelig situation..."
Sådan siger den arbejdsløse kontorassistent Maria i fagbevægelsen LO's storstilede kampagne mod regeringens og Dansk Folkepartis genopretningsplan.
Henover weekenden har landets aviser været prydet med store annoncer af den bekymrede kvinde, der har svært ved at få det til at løbe rundt for familien og frygter at miste sine dagpenge.
Men kampagnen er ifølge BT fup. Avisen kan i dag afsløre, at den 27-årige Maria Winter Steffensen ingen børn har og selv valgte at sige sit job op i Aalborg for at flytte sammen med kæresten i Sønderjylland.
Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, raser og kalder kampagnen for det pure opspind. Og LO's formand er enig i, at annoncerne ikke er i orden.
"Det er vel egentlig ikke i orden. Men jeg kan jo for helvede ikke tjekke alting," siger formanden for LO, Harald Børsting.