Kun formaliteter resterer, før Los Angeles kan kalde sig vært for sommer-OL i 2028.
Den amerikanske by, der oprindeligt havde søgt om at få OL i 2024, ser ud til at være nået til enighed med Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og den anden ansøger til legene i 2024, Paris.
Aftalen indebærer, at Paris bliver tildelt legene i 2024, mens Los Angeles bliver OL-vært fire år senere.
- Jeg er stolt over at kunne meddele, at OL vender tilbage til USA, siger Los Angeles' borgmester, Eric Garcetti, ifølge AFP.
- I 2028 får vi legene tilbage til Los Angeles, en af de store hovedstæder i den olympiske bevægelse, siger han.
Den amerikanske by meldte ellers oprindeligt ud, at den var fokuseret på at afholde legene i 2024, men den holdning er altså ændret.
- Denne aftale var for god til at lade passere, siger Eric Garcetti.
Los Angeles har to gange tidligere, i 1932 og 1984, afholdt sommer-OL.
Hvis Paris som ventet bliver tildelt værtskabet i 2024, kommer Frankrigs hovedstad også op på at have været OL-vært tre gange.
London er foreløbig den eneste by, der har været vært for sommer-OL tre gange.
OL-værtskaberne i 2024 og 2028 bliver formelt tildelt 13. september på IOC-topmødet i Lima i Peru.
/ritzau/