Lord Stevens revser engelsk fodbold
Der skal en uafhængig enhed til at kontrollere alle engelske spillerhandler, kræver Lord Stevens, som er i gang med at undersøge en række mistænkelige handler. Ellers ender pengene i de forkerte lommer.

Der kom ingen konkrete navne på managere, agenter, klubber eller spillere på bordet, da den tidligere chef for Londons politi, Lord Stevens, onsdag offentliggjorde sin granskning af bestikkelse i engelske spillerhandler.

Men det skyldes blot, at Stevens hold har brug for endnu mere tid til at finde ud af, hvor pengene er endt i en række af mistænkelige spillerhandler, der har fundet sted i England siden 2004. Nettet strammes nu om 17 af de oprindelige 362 handler. Efterforskningen, der har været i gang i ni måneder, er trukket i langdrag, fordi otte spilleragenter ikke har ønsket at samarbejde, siger Lord Stevens.

Hele miseren begyndte i januar, hvor Luton-manager, Mike Newell, påstod, at han var blevet tilbudt penge af agenter. Kort efter sagde den engelske landstræner, Sven-Goran Eriksson, til en undercover-journalist, at specifikke Premier League-managere var kendt for at modtage bestikkelse.

Det fik den engelske liga til at udpege Lord Stevens og hans hold til at undersøge problemet nærmere.

FC København måske indblandet
En af de handler, der kom under Lord Stevens lup, var Martin Albrechtens skifte fra FC København til West Bromwich i sommeren 2004. Her betalte West Bromwich efter sigende over 25 millioner kroner.

Men FC København forlangte kun godt 20 millioner for forsvarsspilleren. Resten af pengene er muligvis forsvundet ned i lommerne på den agent, for forhandlede aftalen for West Bromwich.

En række agenter i engelsk fodbold er mistænkt for at oplyse forskelligt prisskilt til den købende og den sælgede klub og så selv snuppe forskellen. Også flere engelske managere er havnet i søgelyset for ren og skær korruption. Blandt andre er Boltons manager, Sam Allardyce, mistænkt for glædeligt at betale overpriser for spillere, mod at kunne sætte en del af købsprisen ind på sin egen bankbog. Anklager han pure afviser.

Den legendariske Arsenal-manager, George Graham, kunne dog ikke løbe fra at have svindlet penge ned i egen lomme i starten af 1990?erne. Da han hentede John ?Faxe? Jensen og norske Pål Lydersen til Londonklubben, snuppede Graham selv små fem millioner af overgangssummerne. Det kostede ham et års karantæne, da det blev opdaget i 1995.

Efterforskede prinsesse Dianas død
Lord Stevens, der også har stået bag en omfattende efterforskning af prinsesse Dianas død, præsenterede onsdag sine foreløbige pointer på et pressemøde i London.

På 39 punkter kan Premier League forbedre sine procedurer omkring spillerhandler for at forhindre svindel. Det vigtigste er kravet om en uafhængig juridisk enhed, der kan holde øje med spillerhandlerne, og sikre at priserne ikke bliver skruet kunstigt i vejret.

Klubberne selv og det engelske fodboldforbund, FA, er ikke selv opgaven voksen, konkluderer Lord Stevens.

»Omfanget af disse anbefalinger viser, at klubberne hverken overholder eller bekymrer sig om de
bånd, som FA pålægger dem. Så ringe respekt for reglerne i dette fantastiske spil er simpelthen uacceptabelt,« siger han ifølge Reuters.