Hun var knap begyndt at tale, før hun begyndte at synge, og hun var ikke mere end fire-fem år gammel, da hun begyndte at optræde.
Siden hun var ganske lille, har teatret og skuespillet været en del af hendes dna og et yndet frikvarter i en til tider hård hverdag. Den 23. april fylder Lone Hertz 80 år.
Hun er dermed en af de nulevende danske skuespillerinder, der har haft den længste karriere i scenekunsten. Som ung spillede hun sammen med store koryfæer som Dirch Passer, Clara Pontoppidan og Lily Broberg.
- Mange unge kommer jo i dag og spørger mig: "Er det rigtigt, at du har truffet den og den? Og kan du ikke fortælle lidt om dem?" Så bliver man lidt et omvandrende leksikon, en slags teaterhistorie, siger Lone Hertz og smiler.
Da hun som barn på sin farmors opfordring blev indlemmet på Det Kongelige Teaters balletskole, var det begyndelsen på en livslang kærlighed til scenekunsten.
- Jeg gik jo der mellem alt guldet på Det Kongelige Teater med velourtæpper og dufte og alle de store kunstnere, husker hun.
Det var dog ikke balletten, men derimod skuespillet der blev Lone Hertz' skæbne.
Som 10-årig blev hun udvalgt til at spille med i Kaj Munks "Ordet". På Det Kongelige Teater havde man nemlig fundet ud af, at Lone Hertz kunne noget, der sjældent blev set hos så unge børn - hun kunne ikke bare optræde men også sige replikker.
- Det var en meget stor og vigtig barnerolle, og jeg spillede sammen med Poul Reumert og Ebbe Rode. Det var Lily Brobergs debut. Det var fantastisk at være med på scenen med disse store stjerner, husker hun.
Poul Reumert spillede Lone Hertz' bedstefar i stykket.
- En aften, da jeg sad på skødet af ham, sagde han "Lille Lone, du skal da være skuespiller, når du bliver stor", fortæller Lone Hertz.
- Han var jo konge, han var kejser, han var Gud, og man var meget autoritetstro, så jeg sad der og nikkede, "Ja, hr. Reumert, det skal jeg".
Og sådan blev det. Lone Hertz spillede både teater og med i børnefilm, og skuespillet blev en større og større del af hendes liv.
Hun var midt i gymnasiet, da hun fik tilbud om en kontrakt med det legendariske ABC Teatret, som Stig Lommer havde gjort til byens førende indenfor komik og revy.
Både hendes far og rektor græd, da hun meldte sig ud af gymnasiet for at forfølge karrieren. Men Lone Hertz var sikker i sin sag.
Efter fem år på ABC Teatret, hvor hun undervejs fik sønnen Steen Stig Lommer med teaterdirektøren, var hun klar til nye udfordringer.
- Min spidskompetence er ikke revy, men de mere dramatiske forestillinger, siger Lone Hertz, der for alvor fik sit gennembrud på teaterscenen med sin rolle som Hedvig i Henrik Ibsens "Vildanden" og som Nora i "Et dukkehjem".
Selv om mange vil huske hende fra rollen som Frøken Nitouche i filmen af samme navn, hvor hun spillede sammen med Dirch Passer, er det ikke en rolle, hun selv ynder at fremhæve.
- Jeg er taknemmelig for den rolle, men det var jo en ungpigerolle, som enhver skuespiller skulle kunne spille. Den betød noget for mig, for den gjorde mig landskendt, og det er også den, jeg kommer til at overleve ved.
- Nogle overlever som Matador, jeg overlever som Frøken Nitouche. Den betød noget som et springbræt, men det var jo ikke nogen stor kunstnerisk opgave, siger hun.
Livet kom dog til at ændre sig markant for Lone Hertz, da hun i 1966 blev mor for anden gang. Sønnen Tomas, som hun fik med skuespilleren Axel Strøbye, fik nemlig en hjerneskade i sit første leveår på grund af en vaccine.
- Mit liv blev vendt rundt. Livet som skuespillerinde og livet som mor til en handicappet var to uforenelige verdener. Jeg følte, jeg levede et dobbeltliv.
I begyndelsen var teatret et frirum for Lone Hertz, men efter nogle år blev det en belastning at forsøge at få privatlivet til at gå op med skuespillergerningen.
- Jeg levede et helt andet liv end mine kolleger, når jeg ikke stod på scenen. Jeg havde jo store problemer, jeg skulle løse på grund af min handicappede søn, og jeg var i en permanent sorgtilstand, forklarer hun.
Til sidst trak hun sig fra scenen og blev sammen med skuespillerinden Malene Schwartz leder af først Bristol Teatret og bagefter Aveny Teatret, hvor hun også fungerede som instruktør, før hun fra 1984 og seks år frem bestred posten som rektor for Statens Teaterskole.
Sideløbende lavede Lone Hertz filmen "Tomas - et barn du ikke kan nå" om sin søn. Den fik hun en Bodilpris for.
Da hun sagde op som rektor, brugte hun to år på at skrive en bog om at være familie til en handicappet.
Det er nemlig ikke kun den handicappede, der lider. Det har Lone Hertz, der ud over sine to sønner også har døtrene Micaëla Strøbye og Maria Lindhardt, erfaret.
- Alle mister noget. Det er jo hele familien, der bliver ramt, siger hun.
Bogen blev springbrættet til den foredragsvirksomhed, der i mange år har betalt Lone Hertz' regninger og leveomkostninger.
Her holder hun foredrag om både socialpolitik, handicaplivet, tro og sit eget liv og virke som skuespillerinde.
Et virke hun igen kom i gang med, da hun i 2007 blev tilbudt en rolle i teaterstykket "Tvivl".
- Det var et vidunder at få lov at spille teater igen. Jeg har jo altid været skuespiller, og det føltes fantastisk at stå på scenen igen, fortæller Lone Hertz.
I øjeblikket er skuespillerinden på turné med forestillingen "Mød mig på Cassiopeia", for selv om hun har rundet en alder, hvor ingen ville fortænke hende i at drosle ned, så er kærligheden til teatret noget af det, der holder hende i gang.
- Teater er min lidenskab. Ellers ville jeg ikke kunne slæbe mig selv derind aften efter aften, siger hun.
Når hun en dag skal neje for sidste gang på scenen, er der dog et stort projekt, der venter hende.
- Jeg har oplevet så mange ting, og jeg vil gerne skrive en bog om det på et tidspunkt. Men jeg ved, at det vil tage mig nogle år, og lige nu har jeg brug for stadig at tjene penge. Jeg agter jo at blive gammel, siger hun og smiler.
Faktisk er der meget, hun stadig skal nå.
- Umiddelbart må jeg sige, at jeg ikke har tid til at give slip på denne her jord, der er for mange opgaver, der er uløste og som stadig kræver noget af mig.
- Derfor kan jeg ikke tillade mig at dø. Jeg har for meget, jeg ikke kan efterlade, siger Lone Hertz.
/ritzau/
Af Eva Maria Brandi, Ritzau Fokus