London raseres af hundenappere. Det seneste år er antallet af hundetyverier steget med 74 procent. Sidste år blev 417 hunde stjålet fra deres ejere – de fleste mens de var hvalpe.
Ejere af Staffordshire Bull Terriere skal holde ekstra godt øje med deres bedste ven . For hele 56 procent af de stjålne hunde tilhører den race.
De små kompakte hunde er ifølge en politiundersøgelse fra Londons politi blevet populære tyvekoster, fordi de skal hjælpe de kriminelle hundenappere med at passe på andre tyvekoster.
»Det er en mulighed, at sådanne hunde kan blive brugt af kriminelle som narkohandlere og hælere til at beskytte deres kriminelle ejendele på forskellige lokationer som boliger, udestuer eller biler,« står der i rapporten om hundetyverierne.
»De er for søde«
Staffordshire Bull Terrier-hunde har ry for at være kamphunde, og politiet mistænker, at det er derfor, at hundetyvene går målrettet efter den race. Men avlere af hunderacen siger, at det langt fra er et fair billede af hundene, og at hundene nok nærmere er for søde og derfor er nemme at stjæle.
»De er så menneskeorienterede, at de vil gå med alle folk i modsætning til deres ry,« siger Veronica Bull fra den engelske Staffordshire Bull Terrier forening til BBC. Hun fortsætter forsvaret af hundene:
»Fordi de har et macho-image, så tror folk, at de vil se macho ud med en Staffordshire Bull Terrier, men hundene vil meget hellere bare ligge og dase foran pejsen,« siger hun.
De fleste hundetyverier sker, når en ejer har annonceret med hvalpe til salg. Når de potentielle købere dukker op for at se på hundene, vil den ene af dem distrahere ejeren, mens den anden smutter med hvalpene uden at betale for dem.
Hvorfor de kriminelle har mere brug for hunde nu end for et år siden, melder historien dog ikke noget om.