Nu bliver klimadebatten for alvor sjov. Tv-kanalen CNN og videotjenesten YouTube har gjort et sandt scoop under topmødet i København.
På tirsdag stiller selveste Californiens guvernør Arnold Schwarzenegger op til debat med den danske klimadebattør Bjørn Lomborg, FN's tidligere generalsekretær, Kofi Annan, FN's klimachef, Yvo de Boer, Indiens udenrigsminister, Shyam Saran, og den kendte, amerikanske journalist, Tom Friedman.
Debatten, der styres af CNN-studieværten Becky Anderson, transmitteres direkte fra Copenhagen Business Center.
Bjørn Lomborg, der arbejder som CNN's udsendte medarbejder under COP15, fortæller til jp.dk, at han glæder sig til at møde Arnold Schwarzenegger og de andre deltagere.
"Jeg er utrolig glad for at blive inviteret med i det panel med så store personligheder og ser meget frem til ikke mindst at møde Arnold Schwarzenegger," siger Lomborg.
De seks kombattanter skal drøfte en stribe miljø- og klimaspørgsmål.