For et år siden kørte et lokomotiv af sporet ved Lundby Station. Ingen kom til skade, men DSB og Banedanmark endte med en millionudgift til blandt andet reparationer.
Ifølge Haverikommisionens undersøgelsesrapport, der netop er kommet ud, var der ikke tale om nogen systemfejl. Signalerne fungerede, som de skulle, og der var ikke tegn på nogen fejl på sporskiftet
Til gengæld haltede det efter med lokomotivførerens uddannelse.
Han havde for nyligt gennemgået DSB’s omskoling fra s-togs-chauffør til lokomotivchauffør. Men flere elementer i lokomotivførerens kørsel tyder ifølge Haverikommissionen på, at uddannelsen ikke har været tilstrækkelig.
Flere fejl i kørslen
Da ulykken sker, er det lokomotivførerens første selvstændige tur i lokomotivet.
Turen starter med, at der ikke kan gives grønt signal, så lokomotivføreren får en mundtlig tilladelse til at køre ud fra Vordingborg Station. Det, der i fagtermer bliver kaldt en udrangering.
Efter udrangeringen bliver han bremset af to signal-nødbremsninger, fordi han ikke får trykket ”passage stop”, som ellers er procedure.
Men lokomotivføreren havde aldrig prøvet hverken ud-, ind- eller forbirangering under sin omskoling. Han har eller ikke prøvet at anvende ”passage stop”, fortæller han til Haverikommisionen.
Før toget kører af sporet overser lokomotivføreren desuden et PU-signal, der viste ”stop”. Han mindes ikke at have set signalet, fortæller han.
Desuden fortæller han, at han gået glip af fire praktikdage på grund af sygdom, som der ikke er blevet kompenseret for.
DSB har strammet op
Efter episoden foretog DSB deres egen interne undersøgelse. Nu har de strammet op på proceduren for logbøger, så man ikke kan gå til attest uden, at logbogen er ordentligt udfyldt. Noget, som den pågældende lokomotivførers egen logbog ifølge Haverikommisionen ikke var.
- Jeg synes det er vigtigt at forholde sig til, at vi kører rigtigt mange millioner kilometer, og vi har nogle dygtige lokomotivførere, der er godt uddannet, Men når der opstår en situation som denne her, forsøger vi bedst muligt at afdække, hvad man kan gøre for at sikre, det ikke sker igen, siger underdirektør for Sikkerhed og Drift i DSB, Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen.
Han kan ikke svare på, hvordan det kunne gå til, at lokomotivføreren ikke har prøvet de forskellige situationer under sin uddannelse. Ej heller hvorfor han ikke er blevet kompenseret for sygedagene.
- Nu vil vi gennemgå Haverikommisionens rapport, og hvis det giver anledning til yderligere opstramninger, vil vi også foretage dem, siger Carsten Damn Sønderbo-Jacobsen.