Naser Khader er decideret inkompetent som leder af Ny Alliance. Det siger partiets lokalformand i Haderslev, Henning Borchert-Jørgensen, efter at Jørgen Poulsen har meldt sig ud af partiet.
Jørgen Poulsen er opstillet i Haderslev, og lokalformanden fortæller, at han brugte det meste af efteråret på at hjælpe den tidligere generalsekretær for Dansk Røde Kors til rette på den politiske scene. I sidste uge blev Poulsen dog smidt ud af folketingsgruppen efter store kontroverser med politisk ordfører Anders Samuelsen og partileder Naser Khader.
Søndag meldte Poulsen sig helt ud af partiet, og det kan også blive udgangen for Borchert-Jørgensen. Han er mere end træt af partiets turbulente tilværelse.
"Khader er problemet"
- Kort efter partiets dannelse blev vi kastet ud i en valgkamp. Og i Haderslev blev vi dikteret, at Jørgen Poulsen skulle stille op i vores kreds. Vi sagde ok, og så knoklede vi uendelig hårdt i månedsvis for at køre Jørgen Poulsen i stilling, siger Henning Borchert-Jørgensen, som ikke mener, at Jørgen Poulsen er partiets problem.
- Det er ikke Jørgen Poulsen, som har ændret sig. Han har gjort alt det han er blevet bedt om, siden han kom ind i valgkampen, og han har arbejdet for det han gik til valg på. Det har Naser Khader jo også indrømmet, da han blev 'ristet' i Ærlig Talt (program på DR, red.)
På spørgsmålet om, hvad der så er problemet i Ny Alliance er Borchert-Jørgensen ikke i tvivl:
- Naser Khaders Inkompetence! siger han.
Borchert-Jørgensen vil i aften samle sin lokalforening for at høre dennes holdning til virakken. Og hvis han ikke har opbakning her, så kan Jørgen Poulsen forvente at få følgeskab af sin faste støtte.