AGF får nu hjælp af lokale erhvervsfolk, efter at klubben mandag nedjusterede forventningerne for 2016/2017 til et underskud på ni millioner kroner.
Den jyske klub vil således sælge 20 millioner aktier til en værdi af 25 øre stykket, hvilket i alt altså sender knap fem millioner til Aarhus-klubben.
Det oplyser Aarhus Elite i en fondsbørsmeddelelse.
Helt præcist får AGF 4.820.000 kroner ud af aktiesalget, mens 180.000 kroner går til omkostninger i forbindelse med emissionen.
Den forhøjede aktiekapital skal være med til at finansiere de nye, moderne faciliteter ved træningsanlægget på Fredensvang.
Aktierne tegnes af række erhvervspersoner fra Aarhus-området.
Aarhus Elite havde oprindeligt regnet med, at regnskabsåret 2016/2017 ville give et resultat på mellem tre millioner i underskud og tre millioner i overskud.
Men den vurdering blev altså ændret mandag, hvilket blandt andet skyldes manglende spillersalg og skuffende resultater.
/ritzau/