Det lille fynske sogn Allesø Sogn i det nordvestlige Odense sætter rekord med et incidenstal på 1.728.
Sognet undslipper dog de nye nedlukningsregler, som er trådt i kraft i dag, tirsdag, skriver TV 2 Fyn.
Folketingets Epidemiudvalg har fastlagt en model for, hvornår kommuner skal pålægges en lokal nedlukning.
For at et sogn lukkes ned skal incidenstallet i sognet overstige 400 smittede med covid-19 pr. 100.000 borgere pr. uge
Desuden skal der være registreret flere end 20 smittetilfælde i alt de seneste syv dage, mens positivprocenten skal være på to procent eller mere.
Opfyldes de tre kriterier falder hammeren, og kommunen er forpligtet til blandt andet, at lukke alle grundskoler, SFO’er og kulturaktiviteter.
De godt 400 borgere i Allesø Sogn slap for nedlukning fordi de høje tal blev skabt af bare syv smittede sognebørn.
Ud over et incidenstal på vilde 1.728, var positivprocenten 6,7, mens der altså "kun" var syv nye smittede.
Havde Allesø Sogn ramt de 20 smittetilfælde ville en nedlukning være trådt i kraft. Det ville samtidig udløse et incidenstal på astronomiske 91.900.