- På yderkanten af det sædvanlige.
Sådan betegner tidligere departementschef Peter Loft den konto til frivillig indbetaling af skat, som daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og hans spindoktor Peter Arnfeldt stod i spidsen for.
Kontoen blev senere brugt til en politisk drille-artikel i Ekstra Bladet rettet mod oppositionens daværende leder, Helle Thorning-Schmidt, og SF-formand Villy Søvndal.
- Det er selvfølgelig en rent politisk manifestation, men et ministerium er også politisk. Jeg fastholder, at det ligger på yderkanten af det sædvanlige, men det er en del af det politiske spin, der kører, siger Loft torsdag i Skattesagskommissionen.
Det er første gang, at Peter Loft sætter ord på hans tidligere chef, Troels Lund Poulsens, ageren i skattesagen overfor kommissionen.
Peter Loft siger, at Peter Arnfeldt var den væsentligste drivkraft bag kontoen, og at han ikke selv kendte noget til, at der var aftaler med journalister om at lokke daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt (S) i en fælde.
Det har han først hørt om i forbindelse med kommissionens andre afhøringer.
Selvom Loft fastholder, at Skatteministeriet havde lov til at oprette kontoen, som en anden skattedirektør har kaldt en "gimmick", ser han også problemer i den.
- Det viste sig også at være problemet, at man tager fejl af frivillig indbetaling af restskat. Det, synes jeg, er et problem. Man må ikke lokke folk til at betale på en gal konto, siger Peter Loft.
Peter Loft har om sin egen rolle i myndighedernes behandling af Thorning-parrets skattepapirer sagt til kommissionen, at han efter sin egen opfattelse har holdt sig "langt væk fra grænsen" til det betænkelige.
Men, tilføjer Loft:
- Det kan godt være, at kommissionen vil fortælle mig, at grænsedragningen ligger et andet sted.
/ritzau/