Daværende departementschef Peter Loft imødegår en af de mest centrale påstande i sagen om Stephen Kinnocks og Helle Thorning-Schmidts skatteforhold, nemlig at han skulle have beordret Skat København til at starte en kontrolsag mod parret.
Baggrunden var udtalelser fra Helle Thorning-Schmidt den 24. juni 2010 om, at hun var i kontakt med Skat, hvilket Skat ikke kendte noget til.
Derfor ville Loft sikre sig, at henvendelsen fra parret ikke lå og samlede støv.
- Jeg var bange for, at den lå på et eller andet skrivebord, og vedkommende var taget på sommerferie, forklarer Peter Loft.
Derfor bad han produktionsdirektør i Skatteministeriet Steffen Normann Hansen tage kontakt til Skat København for at høre, om Skat kunne skrive til parret for at høre, om brevet var blevet væk.
Men direktør for Skat København, Erling Andersen, har forklaret over for kommissionen, at han opfattede henvendelsen som et påbud om at starte en kontrolsag.
- Jeg har aldrig hørt ordet kontrolsag eller ligningssag nævnt i den forbindelse, siger Loft.
- Det er efter min mening 100 procent misvisende det, han har sagt. Jeg har på ingen måde opfattet brevet som chikanøst. Snarere det modsatte. Jeg mente, at Helle Thorning-Schmidt havde en interesse i at få sagen ind i en gænge, siger Peter Loft.
Han siger, at han aldrig har fået indtryk af, at Erling Andersen var uenig.
/ritzau/