Tysklands 2-1-sejr over Sverige ved VM i Rusland lørdag aften var et resultat af stålfast sejrsvilje blandt spillerne.
Det vurderer landstræner Joachim Löw, der kunne se Toni Kroos banke sejrsmålet i kassen på frispark langt inde i dommerens overtid.
- Vi mistede aldrig håbet. Det var en smule heldigt med målet i overtid, men det var et resultat af vores tro på os selv, siger landstræneren.
Tyskland tabte den første gruppekamp til Mexico og var derfor tvunget til sejr mod svenskerne.
Det begyndte dog skidt i lørdagens opgør, og Ola Toivonen bragte svenskerne i front i det 32. minut.
Marco Reus udlignede kort inde i anden halvleg, men tyskernes chancer for fuldt udbytte blev decimeret, da Jérôme Boateng blev sendt af banen med sit andet gule kort sent i kampen.
Toni Kroos blev få minutter senere den store helt i Tyskland, da han scorede fra en spids vinkel på frispark.
- Trods modgangen holdt holdet hovedet koldt og vendte kampen, siger Joachim Löw.
Mens glæden var stor i den tyske lejr, forholdt det sig ikke overraskende anderledes i svenskernes.
Sverige blev tilsyneladende snydt for et straffespark tidligt i kampen, da Marcus Berg blev fældet af Boateng i feltet.
Trods svenske protester valgte dommeren ikke at gennemse situationen på videooptagelser.
Det havde landstræner Janne Andersson ingen forståelse for efter kampen.
- Når vi har systemet, så er det uheldigt, at han ikke føler, at han kan gå hen og se sekvensen. Hvis det er hans beslutning, så må vi leve med det, siger han.
Tyskland møder Sydkorea i den sidste gruppekamp på onsdag, mens svenskerne skal møde Mexico.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.