De to barndomsvenner Martin Hansen og Benjamin Pedersen tog investorerne med storm da de i 2022 var i "Løvens Hule". Her præsenterede de deres idé om at lave klimavenlige snacks af blandt andet kikærter så godt, at det lykkedes dem at få Tommy Ahlers med ombord.
Han skød 350.000 kroner ind i firmaet, som altså nu er taget under konkursbehandling.
Konkursbegæringen kommer efter nogle lunkne år rent regnskabsmæssigt, hvor firmaet har haft langt større udgifter end indtægter.
I det seneste regnskab, manglede der en million kroner på bundlinjen i driftsresultatet.
Benjamin Pedersen, som stiftede selskabet i 2019 sammen med sin barndomsven Martin Hansen, ærgrer sig over konkursen.
- Det er selvfølgelig ikke det, vi havde håbet på. Det er virkelig trist at gå konkurs med noget, som har betydet meget for en, siger Benjamin Pedersen til BT.
Firmaet, som blandt andet har vundet en pris, kom sidste år på hylderne i 190 7-Eleven butikker landet over, men det var altså ikke nok til at overtale kunderne til at vælge den klimavenlige snack frem for de andre på hylderne.