Han er bleg og har tabt sig, men er glad. Det fortæller Jamilla Lafta om sin bror, den nu løsladte danske fange med irakisk baggrund. Hun bor i Bagdad og har set sin bror, efter han fredag blev løsladt. I fem måneder har han været indespærret i amerikansk fængsel i Irak.
Til Nyhedsavisen har Jamilla Lafta tidligere fortalt, at fangen i den første tid i fængslet blev mishandlet af amerikanerne og blandt andet var gul i huden og kun fik ris og suppe til middag. I den sidste tid fik hun ikke lov at besøge ham, og endnu har hun ikke haft mulighed for at spørge mere om tiden i fængslet. Når hun har set ham, har han været omringet af mennesker, der vil hilse på ham efter løsladelsen.
»Han siger, at han har det godt. Han taler ikke meget om sit ophold i fængslet, og vi vil ikke ødelægge hans gode humør over at være blevet løsladt, ved at spørge ind til det,« siger Jamilla Lafta.
Danskeren blev anholdt 8. december under et familiebesøg i Irak, fordi han opholdt sig i et lokale, hvor der var våben. Senere blev han frifundet for at have nogen forbindelse til våbnene, men amerikanerne valgte fortsat at tilbageholde ham for at undersøge, om han udgjorde en sikkerhedsrisiko.
Det har ikke været muligt at komme til at tale med den løsladte, men han har sendt et brev til avisen, hvori han takker for al den hjælp, danskerne har ydet for at få ham hjem igen. I en sms-besked skriver han, at han kommer tilbage til Danmark om ca. 10 dage. Indtil da besøger han sin familie i Irak.