Lørdag aften gælder det om at have kaffen klar, øllene på køl og fjernsynet tændt, for der er lagt op til en håndboldgyser af karat, når Danmarks herrer møder Rusland. Rusland slog torsdag Tjekkiet 30-26, og dermed er tjekkerne efter alt at dømme færdige ved VM, mens Danmark og Rusland ser ud til at skulle kæmpe om den fjerde kvartfinaleplads i Gruppe 2. Derfor er der mere end to point på spil lørdag, fordi at det er det indbyrdes opgør, der er afgørende, hvis de to hold ender med at stå lige.
Kroatien videre
I den anden kamp i Gruppe 2 vandt de olympiske mestre fra Kroatien sikkert over Ungarn med 25-18 i en kamp, der aldrig blev rigtig spændende. Sejren kom i hus takket være en pragtpræstation af Dragan Jerkovic i det kroatiske mål. Jerkovic reddede 17 af Ungarns 35 skud. Det giver en redningsprocent på imponerende 49, der vist kan tage pippet fra de fleste skarpskytter.
Med sejren er Kroatien videre til kvartfinalen som det første hold fra gruppe 2.