Drik vand. Masser af vand.
For du har aldrig mistet så meget væske som denne lørdag.
I hvert fald ikke, hvis du er som danskerne er flest og sidder og klistrer et eller andet sted i landet.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut er luftfugtigheden oppe på næsten 100 procent visse steder i Danmark. Det er noget af det højeste, man har målt i år.
- Ja, det er utroligt højt lige nu. Det er meget lummert, bekræfter vagthavende ved DMI, Erik Hansen, der også selv har svedt lidt i løbet af dagen.
Den høje luftfugtighed er usædvanlig, og i Gedser er man helt oppe på 98%. Ellers er det meldt om et gennemsnit på lidt under 90% inde i landet.
Når det er så lummert, får man et godt indtryk af, hvordan det er at rende rundt i junglen i Amazonas.
- Det minder lidt om regnskoven lige nu. Vi har lige fået en række byger, og så bliver jorden mættet med vand. Dermed fordamper det lettere, fordi det bare ligger på overfladen, og det giver jo en højere luftfugtighed, forklarer Erik Hansen.
Han har dog et beroligende råd til dem, der er ved at klistre fast i lædersofaen.
- Vent et døgn. I morgen er vi nede på 65 procent igen, siger Erik Hansen.
Føler du dig påvirket af det klamme vejr, skal du huske at drikke meget vand.
1. Drik masser af vand.
2. Tag kolde bade.
3. Klæd dig let på.
4. Luft ud, så luften ikke står stille derhjemme.