Af Rune Eltard-Sørensen, ruel@avisen.dk
Det er bedre end ingenting, men den kommende lønstigning til de offentlige ansatte er stadig »latterligt lav« i forhold til arbejdsindsatsen.
Sådan lyder det samstemmende fra både pædagoger, skolelærere og sygeplejersker, da Nyhedsavisen i går vejrede luften på legepladsen, lærerværelset og hospitaltgangene
»Et par tusinde kroner mere i lønposen ville være på sin plads. Særligt hvis man tænker på at alle de ekstra opgaver som vi har fået de seneste år, uden at få flere hænder eller timer,« siger Mette Jacobsen, som er pædagog i Amagerbro Børnehave.
»Den lille lønstigning man snakker om rækker blot til en ekstra roaf-beef,« griner hendes souschef, Anne Jahera Langhoff. Blandt folkeskolelærerne er holdningen den samme.
»Selvfølgelig skal penge ikke være motivationen, men man risikere, at folk til sidst ikke gider arbejde i branchen, hvis det ikke bliver betalt ordentligt,« siger Vivi Nielsen fra Amager Fælled Skole
Hun mener dog, at lønstigningen på fire procent er et skridt i den rigtige retning. Hos sygeplejerskerne er holdningen mere kompromisløs.
»Lønnen i dag er latterlig lav og et par hundrede kroner hjælper ikke spor. Hvis ikke der kommer en stigning på flere tusind kroner, så kan det hurtigt ende med en strejke. Denne gang er de pæne piger blandt sygeplejerskerne på dupperne,« forklarer Chalotte Kjelstrup, sygeplejerske på Amager Hospital.