Det danske arbejdsmarked har aldrig været mere fredeligt.
I hvert fald ikke, hvis man skal tro antallet af arbejdsnedlæggelser, der er faldet markant på få år.
I 2008 ramte vi bunden med kun 282 arbejdsnedlæggelser på de omkring 28.000 virksomheder, der er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening (DA), og 2009 tegner til at nå et endnu lavere niveau.
I 1990'erne var der i gennemsnit 1050 strejker om året, viser tal fra DA.
"Det er meget tydeligt, at brugen af overenskomststridige arbejdsnedlæggelser er blevet meget betydeligt formindsket i den periode. Man bruger i mindre grad arbejdsnedlæggelsen som våben," siger professor Steen Scheuer fra Syddansk Universitet til DR Nyheder.
Han tror, at lønmodtagerne er begyndt at frygte for konsekvenserne af de ulovlige strejker. Desuden er samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere forbedret, forklarer han.
Både arbejdsgiverne og fagbevægelsen glæder sig over udviklingen.
Povl-Christian Jensen, der er vicedirektør i Dansk Arbejdsgiverforening, mener, at lønmodtagerne har erkendt, at overenskomststridige strejker ikke fører noget med sig.
LO mener, at den fredelige udvikling blåstempler den danske model.
"Det bekræfter, at vi har en rigtig god arbejdsmarkedsmodel herhjemme. Samarbejdet ude i virksomhederne er blevet styrket. Vores medlemmer taler bedre sammen med deres ledelser, end de tidligere har gjort," siger LO's formand Harald Børsting til DR Nyheder.