Når beskæftigelsesordfører Lars Barfoed foreslår, at ledige gradvist skal have mindre og mindre i dagpenge, er det direkte skadeligt for overenskomstforhandlingerne. I yderste konsekvens kan den slags politiske forslag tvinge lønmodtagerne til at kræve større sikkerhed for, at de ikke risikerer en fyreseddel. Sådan lyder reaktionen fra fagbevægelsen.
»Det er uklogt at sige sådan under overenskomstforhandlingerne. Hvis vi som lønmodtagere oplever, at vores sikringssystem er truet, må vi tage højde for det og over tid gøre det sværere at blive afskediget,« siger LO-sekretær Harald Børsting. Han er desuden helt uenig i, at lavere dagpenge vil få flere i arbejde.
»Det er et ualmindeligt dumt forslag. Vi har ikke et incitamentsproblem i Danmark. Der er allerede skåret i kontanthjælpen, og regeringen har selv fremlagt en undersøgelse, der viser, at det ikke virker,« siger han.