Statsminister Lars Løkke Rasmussens egen søn har ingen planer om at tage til Afghanistan.
Bergur Løkke Rasmussen aftjener netop nu sin værnepligt i Livgarden, men han har ikke lyst til at tage til Afghanistan og slås mod Taleban. Den opsigtsvækkende nyhed kommer på et tidspunkt, hvor hans far forsøger at bevare opbakningen til den danske mission i Afghanistan.
"Hvis man vil udsendes til Afghanistan, skal man virkelig brænde for det. Og det gør jeg ikke på nuværende tidspunkt," siger livgarderen til BT.
Den amerikanske præsident Barack Obama har netop besluttet at sende 30.000 ekstra soldater af sted for at knuse Taleban. På samme måde har Anders Fogh Rasmussen i sin egenskab af FN's generalsekretær netop bedt de allierede om at gøre arbejdet færdigt. Obama planlægger at begynde en tilbagetrækning fra landet om to år.
De allierede tropper skal dog ikke regne med at kunne hverve nye soldater i statsminister-villaen i Græsted. Bergur Løkke Rasmussen, der er medlem af Venstres Ungdom, agter ikke at melde sig til tjeneste i Helmand.