De forsvundne dokumenter i sagen om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og privathospitalerne er nu blevet fundet. Det skriver Politiken.
I sidste uge blev Sundhedsministeriet ellers beskyldt for at være en bananrepublik, fordi det havde smidt de omdiskuterede dokumenter væk. Men papirerne er altså nu fundet med hjælp fra blandt andre Rigsrevisionen og privathospitalerne, der havde kopier af visse papirer.
Lars Løkke Rasmussen kom i søgelyset, fordi han tilbage i 2006 ødslede med skatteborgernes penge, da han som sundhedsminister fastsatte taksterne for, hvor mange penge privathospitaler skulle have for at behandle patienter, der stod på venteliste i det offentlige.
Selv om papirerne nu er fundet og blevet læst af Rigsrevisionen, stopper debatten ikke.
"Det står stadig tilbage, at der er dokumenter, som Rigsrevisionen har bedt Sundhedsministeriet om, men ikke har fået udleveret fra ministeriet. Det har været et yderst pinligt forløb, og jeg er alt andet end imponeret af Sundhedsministeriet. De smider papirer væk, de samarbejder ikke med Rigsrevisionen, og tilsyneladende holder de også papirer tilbage", siger Sophie Hæstorp Andersen (S).
Sundhedsministeriet afviser dog alle beskyldninger og forklarer, at revisionen har fået alle de dokumenter, den ønskede.