Afrikakommissionen, anført af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), præsenterede på et pressemøde onsdag sit bud på, hvordan fremtidens ulandsbistand skal administreres.
Økonomisk vækst og nye arbejdspladser er ifølge kommissionen vejen til at udrydde fattigdom. Derfor skal bistanden rettes mod unge entreprenører, der kan skabe job.
"Afrikas ungdom er kontinentets største værdi. Derfor vil kommissionen hjælpe med at skabe deres innovative idéer om til profitable virksomheder," sagde Lars Løkke Rasmussen på pressemødet.
Netop ungdommen er vigtige at få fat i, fordi de skal skabe fremtidens Afrika, sagde kommissionsmedlem Asha-Rose Migiro, der er vicegeneralsekretær i FN.
"Vi er nødt til at give ungdommen de værktøjer, de behøver," lød det fra hende.
Kommissionen er allerede blevet kritiseret for kun at fokusere på den private sektor. Den kritik bliver dog afvist af præsidenten i Afrikas Udviklingsbank, Donald Kaberuka, der ligeledes er medlem af kommissionen.
"Vi fokuserer på den private sektor, fordi vi afrikanere har indset, at det er en bæredygtig vej til at skabe vækst," fastslog han.
Han tilføjede, at hvis man giver en sulten mand en fisk, vil han spise den, men hvis man lærer ham at fiske, kan han forsørge sin familie.
Lars Løkke Rasmussen proklamerede, at Danmark ville fordoble bistanden til den private sektor. Han kunne dog ikke svare på, om pengene ville komme fra andre bistandsprojekter. Dog lovede han, at Danmark vil øge den samlede bistand til ulandene.