Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, foreslår forud for en ny runde vækstforhandlinger på Christiansborg, at reglerne for produktion af slagtesvin i Danmark bliver ændret.
Fremover skal de danske landmænd ganske enkelt have lov til at producere flere svin til slagtning. Det skal samtidig være med til at sikre mere arbejde til de hårdt pressede danske slagterier:
- Det er mit ønske eller krav til vækstforhandlingerne, at vi ser på de regler, vi har for dyreenheder. Vi har nogle EU-regler, som stiller krav til, hvor stort areal man skal have i forhold til antallet af svin. Men de danske regler er skærpede i forhold til landene omkring os.
- Vi stiller med et krav om, at vi justerer de danske regler ind, så de svarer til EU-kravet. Det vil øge produktionen af danske slagtesvin, og det er i sidste ende den råstofmængde, som er afgørende for, at vi kan bevare vores slagteriarbejdspladser, siger Lars Løkke Rasmussen.
Udmeldingen kommer på et pressemøde søndag på Folkemødet på Bornholm sammen med blandt andre Landbrug og Fødevarers administrerende direktør, Søren Gade.
I øjeblikket må landmændene producere, hvad der svarer til 1,4 enhed pr hektar jord. Ændres det til 1,7, vil det potentielt kunne give mere end en million ekstra svin til slagtning, vurderer Landbrug og Fødevarer.
Lars Løkke Rasmussen tager forslaget med til finansminister Bjarne Corydon (S), når han mødes med regeringen søndag eftermiddag til en indledende snak om en ny vækstplan. Løkke lægger op til, at en aftale bliver landet inden sommerferien.
- Jeg glæder mig til, at forhandlingerne kommer op i tempo. Det har stået lidt stille, og det er vores ambition, at vi herfra skal have et dynamisk forløb, siger Lars Løkke Rasmussen.
Regeringen har lagt et udspil med 89 konkrete initiativer på bordet, som skal lette de danske virksomheders hverdag og dermed gøre det lettere at skabe arbejdspladser.
- Det gode ved det her krav er, at det ikke koster en krone.
- Det kræver bare en politisk enighed, så kan ministeren lave en bekendtgørelse, og så kan vi producere den gode side af en million ekstra slagtesvin i Danmark, hvilket også vil være til gavn for slagterierne, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/