Brugen af burka i det offentlige rum skal begrænses, men der skal ikke blive tale om et egentligt forbud mod den muslimske klædedragt.
Sådan tegner budskabet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen sig, og han ønsker at nedsætte et hurtigt og effektivt udvalg, der skal tage sig af opgaven, skriver TV 2.
De Konservative, med Naser Khader i spidsen, har luftet ønske om totalt forbud mod burkaer, og en frisk Megafonmåling viser, at danskerne bakker op om idéen.
56 procent synes, burkaen skal forbydes i det offentlige rum, mens kun 30 procent modsætter sig forslaget.
Imamer vurderer, at mellem 50 og 100 kvinder går med burka eller niqab i Danmark, men der er ingen officiel opgørelse over det.
Politiet har udtrykt bekymring over for at skulle håndhæve et eventuelt burkaforbud, men har erklæret sig parat til at gøre det, hvis det bliver pålagt ordensmagten.
Venstres Søren Pind har udtalt, at et burkaforbud vil være på kant med grundloven.