Venstre vil holde de offentlige udgifter i ro, så de ikke vokser.
Det siger det store oppositionspartis formand, Lars Løkke Rasmussen, i sin tale til Venstres landsmøde i Herning.
- Udgangspunktet for Venstre i regering er et offentligt udgiftsstop, som sikrer danske arbejdspladser.
- Det er ikke klogt at udstikke en garanti for at gøre verdens dyreste offentlige sektor endnu dyrere, hvis vi så mister muligheden for at gøre det billigere, mere attraktivt, mere lønsomt at skabe private, danske arbejdspladser, siger han.
Den tidligere statsminister henviser til, at S-R-SF-regeringen har vedtaget en finanslov med nulvækst for 2013:
- De flytter sig. Det flytter sig. Det er nødvendigt.
Lars Løkke begrunder udgiftsstoppet med, at "arbejdspladserne, indtjeningen til Danmark, velstanden, den holdbare velfærd" lige nu er det allervigtigste, og han forventer hård kritik fra regeringen.
- Socialdemokraterne og SF vil kalde det usympatisk. Et overgreb. En massakre. Sådan som de gjorde det, da vi styrede efter en realvækst på 0,8, og S/SF ville have 1,4. Sådan som de gjorde det, da vi med genopretningspakken sagde 0,0 og S/SF så sagde 0,8, siger han.
/ritzau/