Man må forstå på Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, at der "reelt" har været et folketingsvalg.
Sådan lyder i hvert fald hans forklaring på, at han droppede det ellers ultimative krav om topskattelettelser. Nu er Venstre-regeringen faldet, og en ny trekløverregering er på vej, lyder ræsonnementet.
Men det deles ikke af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
- Jeg er ikke blevet væltet. Det er også derfor, jeg står her og lige er kommet fra Folketingets spørgetime, siger Løkke foran folketingssalen.
- Nu kan jeg godt høre, at I forsøger at bygge en eller anden sjov ting op. Man kan bare tørt konstatere, at jeg er ikke gået af.
- Man kan file rundt i de ord, som man har lyst til. Jeg hørte pointen som, at tilgangen til at danne en ny regering er den samme, som hvis der ikke havde været nogen i forvejen.
Statsministeren understreger med et nyt billede sin pointe om, at Venstre-regeringen ikke fortsætter, "og så hopper nogen op på bagagebæreren, og så cykler vi videre". Der skal bygges "en ny cykel", lader han forstå.
Anders Samuelsen selv kritiseres fra flere sider for at opgive sit ultimative krav til gengæld for en ministerbil.
- Jeg forstår godt, at jeg kan blive udsat for kritik, men jeg tror, at når røgen har lagt sig, vil mange anerkende det, siger han.
Derudover tror han ikke, at der er nogen, der er utilfredse med, at "vi lige springer et folketingsvalg over" - måske bortset fra venstrefløjen.
- Men det, som vi fra starten sagde, var, at vi ville i regering og dermed få indflydelse på de 1000 milliarder. Det kunne vi ikke få lov til. Så pegede vi på de fem procent topskattelettelser, siger han.
Både Anders Samuelsen og De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, afstod fra at benytte deres mulighed for at stille spørgsmål til statsministeren under Folketingets spørgetime.
De tre partiledere fortsætter regeringsforhandlingerne på Marienborg tirsdag klokken 17.
/ritzau/