Statsminister Lars Løkke Rasmussen kan takke den økonomiske krise i Grækenland for, at han ikke skule redegøre for klimatopmødet i København.
På EU-topmødet i Bruxelles torsdag var der ellers lagt op til en fri diskussion om COP15.
"Det, vi primært koncentrerede os om, var situationen i Grækenland, hvor vi i en erklæring giver fuld opbakning til de beslutninger, der er ved at blive truffet i Grækenland, og som skal føre Grækenland ud af krisen," siger Lars Løkke Rasmussen til DR.
Klimaet var ellers på dagsordenen til mødet, men i stedet skal EU's nye præsident, Herman Van Rompuy, og kommissionsformand José Manuel Barroso undersøge sagen og komme med et oplæg til det næste EU-topmøde, der finder sted i marts.
Grækenland er det land i eurozonen, der er hårdest ramt på økonomien lige nu. Men efter mødet i EU stod det klart, at der ikke kommer en økonomisk hjælpepakke fra de øvrige EU-lande til grækerne.
Planen er, at Den Europæiske Centralbank med hjælp fra Den Internationale Valutafond skal overvåge, at grækerne foreløbig får sit statsunderskud ned fra 12,7 til 8,7 procent i 2010.