Statsministeren skriver i brevet, at han mener, at de to partier og regeringen igen bør genoptage forhandlingerne om Globaliseringspuljen, som der har været stor politisk ballade omkring.
Løkke åbner dog kun døren på klem, da han i brevet understreger, at regeringen ikke vil opgive forslaget om at trække i børnechecken hos familier, hvor børn mellem 15-17 år ikke er i uddannelse eller job - et forslag som S og R har krævet taget af bordet for at indgå et bredt forlig om Globaliseringspuljen.
Det skriver dr.dk.
Da parterne gik fra hinanden i sidste uge skød finansministeren skylden på oppositionen:
"S og R har nægtet at gå ind i forhandlingerne. Det er obstruktion og med mine øjne det samme som at bryde forliget. Derfor er realiteten, at vi forhandler videre med Dansk Folkeparti og forsøger at få forslagene vedtaget med DF's stemmer," lød det fra Claus Hjort Frederiksen, der medgiver, at beslutningen er meget usædvanlig.
Hos S lød kommentaren:
"Vi har en historisk aftale, og det er helt nyt i dansk politik, at finansministeren kan sige, at vi ikke skal være med til udmøntningen," sagde finansordfører Morten Bødskov (S).