Trods den pludselige enegang fra Dansk Folkepartis Christian H. Hansen, er Lars Løkke Rasmussen (V) ikke bekymret for sin regering, selvom et VKO-flertal nu afhænger af den færøske Edmund Joensen, der udgør mandat nummer 90.
Regeringens parlamentariske situation er dermed uændret, fastslog statsministeren inden han gik til samråd i Folketingets kulturudvalg.
"Der er det samme antal mandater, der ønsker den her regering i dag, som der var i går," siger statsministeren.
"Den parlamentariske situation er fuldstændig uændret. Jeg har lagt mærke til, at Christian H. Hansen meget klart siger, at han støtter den regering, der sidder," fortsætter Løkke Rasmussen.
Alligevel vil statsministeren snarest muligt tage en snak med den nye løsgænger, ligesom han skal tale med Edmund Joensen for at sikre sig opbakning til regeringen.
"Jeg har også aftalt en snak med min meget gode ven Edmund Joensen. Han deltager i Venstres folketingsgruppe, er en tæt integreret del af gruppen, og tilhører vores søsterparti på Færøerne, og som jeg kender rigtig godt," siger Lars Løkke Rasmussen.
Men ifølge den færøske kollega, har statsministeren intet at frygte, da Edmund Joensen ikke har i sinde at rykke sig.
"Han kan regne med mig, jeg er en del af regeringen, jeg står last og brast med regeringen," siger Joensen til Radioavisen.